OLB Clay Matthews ude i 4-6 uger
I de døende momenter af det hjerteskærende nederlag til divisionsrivalerne Seattle Seahawks natten til fredag, blev OLB Clay Matthews så uheldigt ramt af Seahawks’ HB Chris Carsons hæl under et forsøg på en tackling, at han brækkede sin kæbe. Den kræver desværre operation, så Matthews vil være ude i en længere periode – sandsynligvis på den anden side af en måneds tid. Det er et ganske stort slag for Rams, da Matthews har startet sæsonen helt fantastisk. Han har således været yderst aktiv på Rams’ defense med 19 total tackles, 9 tackles for loss, 1 deflection, 2 forced fumbles – og så har Matthews allerede skrabet hele 6 sacks sammen. Mange havde ellers dømt Matthews færdig efter en ringe sæson sidste år hos Green Bay Packers, hvor det blot blev til 3,5 sacks. Hos Rams har han dog lignet sig selv, som vi kender ham fra tidligere i karrieren.
OLB Samson Ebukam erstatter Matthews i den startende lineup, mens vi på forsvaret sandsynligvis også kan få set lidt til OLB Ogbonnia Okoronkwo og preseason standout LB Natrez Patrick. Ebukam startede jo hele sidste sæson på positionen for Rams, så selvom det bestemt er et stort tab, har Rams en ganske kapabel backup. Det er vigtigt, for efter to på hinanden følgende nederlag har Rams hårdt brug for en sejr i næste spilleuge mod rivalerne fra San Francisco, som jo p.t. er ubesejrede.
(Image: OLB Clay Matthews (52) – source)