Preview Wild Card: Rams @ Lions
Los Angeles Rams (10-7) @ Detroit Lions (12-5) kl. 02.15
Uha, det bliver spændende!
Los Angeles Rams er i slutspillet, mod de flestes forventninger, efter en fantastisk sæsonafslutning, hvor de gik 7-1 i de sidste otte kampe efter deres bye week. I denne Super Wild Card Weekend møder de så Lions på udebane i Detroit. Det bliver en kæmpestor udfordring! Lions har været stærke i år på begge sider af bolden og fortjener i dén grad at stå, hvor de står i dag.
Det er jo en kamp med helt utrolig mange storylines. Ikke mindst det store trade af startende quarterbacks i 2021 trækker naturligt nok overskrifter. Et trade som har vist sig at være en succes for begge hold. QB Matthew Stafford stod i spidsen for en Super Bowl-sejr for L.A. Rams i 2021-sæsonen, mens Lions QB Jared Goff nu har ført Detroit til slutspillet som NFC North-vindere for første gang i 30 år. Begge quarterbacks har spillet rigtig godt i år, men hvem trækker sig sejrrigt ud af Detroit i nat? Får Stafford den onde spoiler-rolle i hans tilbagevenden til sin gamle hjemby? Byen og holdet som draftede ham som nummer ét i 2009, og hos hvem han spillede de efterfølgende 12 år? Eller får Goff endelig hævn over sin tidligere head coach Sean McVay, som jo (noget klodset) pludselig mistede tilliden til Goff og tog ham fuldstændig på sengen ved at bytte ham væk? Og kan Goff fuldføre, hvad Stafford aldrig kunne i Detroit og endelig give byen en slutspilssejr?
Også på det administrative niveau har Rams og Lions tilknytning til hinanden, da Lions’ GM Brad Holmes (som har stået for en fornem genopbygning i Detroit) tidligere har arbejdet i Rams’ front office i forskellige roller fra 2003-2020. Stafford forsøger naturligvis at tale det hele lidt ned, men kan han og Rams lægge de mulige distraktioner bag sig og koncentrere sig om at spille deres spil? …