En dyr søndag – også på skadesfronten…
Søndagens nederlag mod Pittsburgh Steelers blev en bekostelig affære på samtlige parametre. På trods af at L.A. Rams havde hårdt brug for en sejr, var angrebsspillet på banen deprimerende ringe, og da både Seahawks og Vikings (som p.t. er Rams’ nærmeste konkurrenter om playoff-pladser) vandt deres respektive kampe, er vejen til slutspillet nu ved at se ganske uoverskuelig ud. Også på skadesfronten blev det en dyr kamp, da den hårdt prøvede offensive linje led endnu et stort tilbageslag. Den nye startende center Brian Allen udgik således med en MCL-skade i sit venstre knæ og er dermed færdig for sæsonen. Startende RT Rob Havenstein skadede oven-i-købet menisken og er ude i mindst en uge. Med skaden til LG Joe Noteboom tidligere på året er linjen, som i forvejen har manglet kontinuitet og har præsteret elendigt, nu blevet enddog ekstremt tynd. Medmindre man henter hjælp udefra – hvilket er en mulighed, som absolut er i spil – vil den offensive linje på søndag mod Chicago Bears sandsynligvis bestå af:
LT Whitworth, LG Corbett el. Edwards, OC Blythe, RG Shelton el. Demby, RT Edwards el. Evans
Det er altså IKKE optimalt…
ILB Bryce Hager, som erstattede den påtænkte starter Micah Kiser ved sæsonstart, er også blevet placeret på IR med den skulderskade, som han har døjet med siden uge 4.
Opdateret d. 14.11.19: I første omgang har man hentet egne folk op fra practice squad. Undrafted free agent OG Chandler Brewer og CB Donte’ Deayon.
Jeg vil her helt undlade at komme nærmere ind på kampen som sådan og den mismanagement af HB Todd Gurley, som vi desværre har været vidne til i år… Det har været til stor skade for holdet, og situationen er efter min mening blevet grebet helt forkert an. Det manglende commitment til Gurley, og løbespillet som sådan, er en stor del af forklaringen på Rams’ skuffende 2019-sæson.
(Image credit: Keith Srakocic / AP Photo)