Packers-linebacker Clay Matthews til Rams
Rams fortsætter med at tiltrække aldrende veteraner og profiler. Veteraner – ofte fra Los Angeles-området – som i deres karrierers sidste sæsoner vil være en del af en dynamisk og vindende kultur i jagten på en Super Bowl ring. Og dermed bidrage til at bringe Lombardi-trofæet til deres hjemstat; Californien.
Senest er det 6x Pro Bowl linebacker Clay Matthews, som kommer hjem til solrige L.A. efter at have tilbragt ti sæsoner i kolde Green Bay, Wisconsin. Via trade valgte Packers Clay Matthews med pick nr. 26 i 2009-draften, og Matthews har lige siden været en kæmpe stjerne og et ikon for Green Bay Packers.
Som free agent har Matthews i går dog underskrevet en to-årig aftale med Rams. Detaljerne er ikke blevet offentliggjort endnu, men det lyder som om, at det skulle være en team-friendly aftale med en absolut max-værdi af $16,75 mio.* Matthews er oprindeligt fra området. Han har spillet high school football i Aguora Hills og college football for USC Trojans (som jo har hjemmebane på Los Angeles Memorial Coliseum). Matthews er derudover lige blevet far for tredje gang og bor med sin familie i et hus beliggende blot få kilometer fra Rams’ træningsfaciliteter. Så motivationen for at spille for Rams har selvsagt været stor – også selvom det er til en løn, som er lavere, end han ville kunne hive hjem i en anden klub.
Clay Matthews er en alsidig spiller; et ikon; og en leder på banen og i omklædningsrummet. Men jeg er usikker på, hvad planen er med ham hos Rams. Han er nok mest effektiv som pass rusher, så er planen, at han kommer til at starte som OLB/Edge sammen med Dante Fowler? På bekostning af Samson Ebukam? Eller vil han rotere med Fowler? Matthews har dog også erfaring som ILB, og det er nok her, det virkelige need er hos Rams. Her vil han i så fald erstatte Mark Barron ved siden af Littleton; hjælpe det til tider suspekte løbeforsvar; og kunne presse quarterbacken på veltimede linebacker-blitzes. Det ender nok med at blive en situationsbestemt kombination af de to afhængig af hvilken defensiv opstilling, man stiller op i.
Matthews kan jo lidt af det hele – og flasher da også stadig sit talent ind-i-mellem – men statistisk har spillet på banen været nedadgående de sidste to-tre sæsoner. Hvis man skal være lidt kritisk og pessimistisk: hvad har Matthews så tilbage i tanken? Han bliver 33 år, inden sæsonen fløjtes i gang, og han er nok ikke helt, hvad han har været. Han er helt sikkert ikke hentet til for at sidde på bænken, men om han kan udfylde en egentlig starter-rolle fremadrettet, eller om han på nuværende tidspunkt i karrieren er bedre tjent med hovedsageligt at fungere som dybde- og rotationsspiller på OLB/ILB-positionerne – samt som mentor for de unge – dét kan jeg godt blive i tvivl om.
Vi får at se. Matthews’ ledelsesmæssige kompetencer bliver under alle omstændigheder vigtige i næste sæson, hvor mange af de øvrige veteraners kontrakter jo udløber.
*[Opdateret 22.03.19] Kontrakten har vist sig at være særdeles team-friendly. $9,25 mio. i basisløn over to år med $5,5 mio. garanteret. Så er der oven i det nogle såkaldte “incentives” og bonusser omkring bl.a. spilletid og opnåede resultater, der får max-værdien derop ad, men altså alt i alt en yderst fornuftig aftale (kilde).
(Featured image: LB Clay Matthews (52) – credit: Robin Alam / Icon Sportswire / Getty Images)