Rams trader sig til OLB Dante Fowler Jr.
Lige før trade-deadline i går, tirsdag, handlede Rams sig til endnu et tidligere førsterundevalg til deres i forvejen imponerende defensive front. Den hurtige og atletiske edge rusher Dante Fowler Jr. (6’3”, 255lbs) kommer til Rams fra Jaguars, hvor han har tilbragt sine første 3 1/2 sæsoner. Fowler havde en rigtig god college karriere hos Florida Gators, hvilket resulterede i, at Jacksonville Jaguars valgte ham med det tredje valg i 2015-draften (draften hvori Rams tog HB Todd Gurley). Fowler fik dog desværre sit rookie-år spoleret, da han overrev sin ACL allerede på første dag af rookie mini-camp. Fowler er siden kommet fint tilbage fra sin skade, men på Jaguars’ stærke forsvar har han ikke formået at kæmpe sig til mere en enkelt kamp som starter. Fowler har dog deltaget i alle kampe i 2016 og 2017 og i syv ud af otte opgør i år (han var suspenderet i åbningskampen pga. en overtrædelse af nogle holdregler), og han har været en ganske succesfuld rotationsspiller lige siden med 61 total tackles, 14 tackles for loss, 14 sacks, 22 QB-hits, 5 deflections, 3 forced fumbles og fumble recoveries og et defensivt touchdown. Fowler må dog, qua sin høje draftstatus, anses som lidt af et bust indtil videre. Nu får han så en god chance på et Wade Phillips defense, som nok har haft held med at lægge pres på quarterbacken inde fra midten med DT Aaron Donald, men som ellers har manglet produktion fra kanterne – især efter Dominique Easleys skade. Fowler kommer nok på sigt til at erstatte Matt Longacre som starter. …