Training Camp Update 29.07.18
Jeg har under dette års training camp ikke helt den samme tid til at opdatere jer med samme kadence som tidligere. De daglige camp notes er prioriteret fra, men jeg vil stadig linke til relevante historier ovre på twitter og facebook, når der er noget interessant nyt. De store nyheder får selvfølgelig stadig en artikel med på vejen – omend nogle gange måske lidt senere end normalt.
Training Camp 2018 er i fuld sving for vores Los Angeles Rams. I dag er det fjerde træningsdag, og det er også dagen, hvor udstyret kommer på for første gang. Alt lyder (som sædvanligt) meget positivt fra træningerne, men det kan jo være næsten umuligt at vurdere et holds styrkeniveau under disse training camps, da de fleste nyheder der kommer ud, er baseret på rene træningsøvelser, præstationer uden kontakt og under ikke-kamplignende forhold. Ydermere kommer rapporterne ofte gennem holdets egne kilder, interviews eller øjenvidneberetninger fra publikum, bloggere og journalister på sidelinjen. Når udstyret kommer på, er der dog lidt mere at vurdere på – især ift. linjemændene og runningbacks.
Noget af det der dog her tidligt i camp’en allerede er blevet tydeligt, er, at head coach Sean McVay ikke hviler på laurbærerne efter sidste års offensive succes. Han ved, at man altid skal forsøge at forny sig for ikke at risikere at blive luret af modstanderne. Han er i konstant søgen efter identitet, nye måder at angribe forskellige situationer på og at optimere strategi, gameplan og playcalling. Noget af det vi måske får at se i den kommende sæson i højere grad end sidste år er ’12-personnel’ formationer. Altså opstillinger med mere end een tight end på banen ad gangen. Tyler Higbee går ind i camp’en som starter, men andenårsspilleren Gerald Everett står til at få en større rolle i år. Med Temarrick Hemingway tilbage fra den skade, der holdt ham ude hele sidste sæson, har McVay væsentligt flere muligheder på positionen i år. …