ØV!
Så gik den ikke længere! Den magiske 2017-sæson er ovre for Los Angeles Rams, der natten til søndag tabte 13-26 på hjemmebane til sidste års NFC-mestre Atlanta Falcons. To special teams turnovers, en skade til DL Michael Brockers og Falcons’ dominans på time-of-possession gjorde, som kampen skred frem, Rams’ defense trætte, og Rams kunne i sidste ende ikke udnytte et par muligheder for et comeback i fjerde quarter. Atlantas forsvar gjorde det hele aftenen svært for L.A. med solide open-field tacklinger og tæt coverage.
Rams’ sæson er altså ovre…
Når nederlagets ærgrelse har lagt sig lidt, kan man dog som Rams fan glædes over en sæson, hvor alle forventninger er blevet sprængt. Sean McVay har i den grad vist sig som manden, der har kunnet transformere et hold og en kultur på rekordtid. QB Jared Goff har udviklet sig i ekstrem positiv grad fra sin rookie-sæson, HB Todd Gurley har haft en MVP-værdig sæson og DT Aaron Donald har endnu en gang vist sig som ligaens bedste forsvarsspiller. McVay har i det hele taget et spændende, ungt mandskab med masser af talent at arbejde med fremover, som nu også har erhvervet sig værdifuld playoff-erfaring. Vi er blot i begyndelsen af en ny æra, hvor pilen peger op for Los Angeles Rams, og næste sæson repræsenterer en realistisk mulighed for at gøre det endnu bedre end i år. Fremtiden ser lys ud, venner!
Selvom aktivitetsniveauet daler nu, vil jeg som sædvanlig holde liv i siderne her under offseason, lige så snart der er nyt at berette om og analysere på! Jeg glæder mig personligt allerede til at følge med i og dække combine, draften og free agency samt OTAs, minicamp og training camp inden sæsonen 2018 skydes i gang med preseason til august.
Tak for spilleåret der er gået til jer fra mig! Det har været en sand fornøjelse!
GO RAMS!
(Featured image credit: Cary Edmondson / USA TODAY Sports)