Den nye trænerstab
Kort efter at Falcons tabte til Patriots i årets Super Bowl, kunne Los Angeles Rams annoncere, at Sean McVays første trænerstab var komplet.
Ansættelsen af Matt LaFleur, Falcons’ QB coach gennem de sidste to år, som kommende offensiv koordinator, runder en rigtig spændende stab af der kombinerer ungdommelig entusiasme og innovation med masser af positiv erfaring.
I denne artikel gennemgår jeg kort de mange nye ansigter, og sætter et par ord på hvad jeg forventer, at nogle af dem kommer til at bidrage med hos vores Rams.
Jeg begynder med angrebet:
SEAN McVAY / HEAD COACH:
Den bare 31-årige Sean McVay er på papiret det diametralt modsatte af tidligere HC Jeff Fisher. Jeg har skrevet om ham tidligere i artiklen her.
MATT LaFLEUR / OFFENSIVE COORDINATOR:
Før LaFleurs to år under Kyle Shanahan i Atlanta havde han samme stilling i Washington, hvor han arbejdede sammen med McVay. Han startede i ligaen som offensiv assistent i Houston, og har altså god erfaring med at arbejde med mange forskellige NFL-quarterbacks. Med den fælles historie og det gode kendskab til hinanden er kimen lagt til et godt samarbejde, hvor de to unge offensive hjerner lige fra begyndelsen kommer til at arbejde i samme retning uden problemer.
LaFleur (37 år) har jo ikke erfaring som offensiv koordinator, men Sean McVay kommer også til at få en stor rolle i opbyggelsen af angrebet og de ugentlige gameplans, og McVay kommer desuden til at kalde spillene fra sidelinjen. Så LaFleurs rolle bliver primært at være McVays stemme og højre hånd i implementeringen af McVays angreb – samt at bidrage til det angreb med alt det han kommer med fra sin tid sammen med Kyle Shanahan hos Atlanta Falcons.
Med Shanahan nu som head coach hos rivalerne i San Francisco bliver de to årlige opgør endnu mere interessante, da kendskabet til hinanden er stort, og man må derfor formode, at de to angrebs-filosofier kommer til at ligne hinanden ret meget.
GREG OLSON / QUARTERBACKS:
Efter nogle år med meget lidt erfaring på trænerstaben mht. den daglige træning og udvikling af quarterbacks, er det nu ret tydeligt, at der sættes alle sejl ind på at give sidste års førstevalg, Jared Goff, de bedste muligheder for at udvikle sig til den quarterback, man håber (og satser på) at han kan blive.
Erfarne Greg Olson (53 år) er hentet ind som ny QB coach, og dermed går Rams ind til denne sæson med hele 18 års erfaring på positionen mellem LaFleur, Olson og Zac Taylor (som er ansat som assistent WR coach) – og her er McVays egen historie med sit QB-venlige angreb ikke engang talt med. Sidste sæson havde den samlede stab hos Rams uforståeligt nok sammenlagt bare 1 års erfaring med at coache quarterbacks (Chris Weinke)…
Olsen kommer til organisationen for anden gang (han var OC i to år fra 2006-07), og har i alt 30 års træner-erfaring at trække på. Senest som offensiv koordinator for Jacksonville Jaguars.
SKIP PEETE / RUNNING BACKS:
Peete (54 år) vender tilbage som en af de få gengangere fra den tidligere stab. HB Todd Gurley ringede til Sean McVay og lobbyede for at fastholde Peete som hans positionstræner. Peete kom til Rams op til sidste sæson, og har tidligere samlet NFL-erfaring sammen i Chicago, Dallas og Oakland. Før det har han trænet runningbacks og receivers i nogle af de store college-programmer som UCLA, Rutgers, Michigan St. og Pittsburgh.
Det er et godt træk fra McVays side at efterkomme Gurleys ønske. Det viser villighed til at lytte til sine spillere, og signalerer at han værdsætter deres input og tager dem med på råd.
Men det var jo, som vi husker alt for godt, absolut ikke et positivt år for Gurley og løbeangrebet sidste sæson. Det var der mange årsager til. Heriblandt elendigt O-line spil, dårligt kasteangreb og forudsigelige spilkald. Men også Todd Gurley selv havde noget af skylden. Lad os håbe, at Peete kan få Gurley tilbage på sporet i et helt nyt angreb fremover, og at Gurleys ineffektivitet ikke havde noget med Peete at gøre.
AARON KROMER / OFFENSIVE LINE:
Kromer (49 år) står over for noget af en udfordring: Rams’ offensive linje tog et alvorligt skridt tilbage i sidste sæson, og var klart en af ligaens dårligste. Efter at have brugt syv draft picks på o-line i 2014 og 2015, står Rams alligevel nu tilbage med flere spørgsmål end svar. RT Rob Havenstein havde et godt rookie-år, men havde det svært i 2016. Førsterundevalget fra 2014, LT Greg Robinson, ligner et gevaldigt bust. Det giver dog ikke økonomisk mening at fritstille Robinson, så Kromer og resten af trænerstaben skal finde ud af, om han kan “reddes” og bruges til noget på LT, eller om han måske vil gøre en bedre figur på en af guard positionerne. Tim Barnes ser slet ikke dygtig nok ud på center-positionen, og i det hele taget er der ikke umiddelbart meget at komme efter i dybden. Bedste mand på linjen er klart Rodger Saffold, der kan bruges på de fleste positioner. Han er dog lavet af glas, og bliver alt for let skadet. Den offensive linje er altså klart et område, der med fordel kunne opgraderes med en veteran eller to gennem free agency.
Med 11 års o-line erfaring har Kromer haft stor succes som coach i ligaen – bl.a. i sin tid sammen med en af McVays mentorer, Jon Gruden, hos Raiders og Bucs, samt i sine år hos Saints og senest hos Buffalo Bills. Han har også været offensiv koordinator i Chicago. Rams overvejede efter sigende Kromer som head coach, inden de i stedet hyrede Jeff Fisher tilbage i 2012.
Kromer gjorde sig i begyndelsen af sin tid i Buffalo dog uheldigt bemærket i medierne, da han i 2015 blev suspenderet i seks kampe som straf for sin rolle i en mindre slåskamp på en strand i Florida. Anklagerne blev dog senere droppet.
ERIC YARBER / WIDE RECEIVERS:
Yarber (53 år) har de seneste fem sæsoner trænet wide receivers for UCLA. Før det har han haft samme position hos Oregon St., Huskies, Arizona St. – og i NFL hos Whiners og Buccaneers.
SHANE WALDRON / TIGHT ENDS:
McVay har taget Waldron (37 år) med fra Washington, hvor han fungerede som assistent. Han har tidligere trænet tight ends hos New England Patriots i 2009-sæsonen.
ANDY DICKERSON / ASSISTENT OFFENSIVE LINE:
Dickerson er sammen med Skip Peete og John Fassel de eneste fra den tidligere stab, som er tilbage til den kommende sæson. Han har været assistent for den offensive linje hos Rams siden 2012. Han har 11 års erfaring.
ZAC TAYLOR / ASSISTENT WIDE RECEIVERS:
Taylor (33 år) er tidligere quarterback, og har som ung coach især samlet sin erfaring hos Miami Dolphins fra 2012-2015 som QB-coach og offensiv koordinator.
ZAK KROMER / OFFENSIVE QUALITY CONTROL:
Zak Kromer (22 år) er fulgt med sin far, Aaron Kromer, til Los Angeles. Han havde samme rolle hos Bills.
På næste side følger defensiven:
2 thoughts on “Den nye trænerstab”
Ja, det ligner der er en god blanding af ungdom og erfaring.
Det er især dejligt, at Wade Philips og Fassel er der – De er gode og erfarne trænere, som nok skal gøre sit for at få enhederne i den bedst mulige retning. Det bør tage noget af McVays bekymringer væk.
Angrebet bliver umådeligt spændende. Kan taktikken matche talentet på banen? Kan Goff vise fremskridt? Kan lille Tavon Austin ligner en 10 mio $ WR eller er han blot en gadget spiller? Store spørgsmål.
Endeligt skal McVay vise sig som en leder for hele holdet. Banke noget attitude og vinderinstinkt ind i holdet, som har manglet i umindelige tider.
Der er nye vinder over coaching landskabet – Må det ende lykkeligt.
Ja, der er mange spørgsmål der skal besvares, inklusiv hvordan trænerstaben vælger at forholde sig til receiverpositionen. Britt og Quick kunne meget vel være på vej væk – kigger McVay så i retning af free agents som Pierre Garçon, DeSean Jackson eller måske Alshon Jeffery?
Comments are closed.