Preview Week 16: Rams vs. 49ers
Los Angeles Rams (4-10) vs. San Francisco 49ers (1-13) d. 24. dec. 2016 kl. 22:25
(Photo credit: Ezra Shaw / Getty Images)
Ugens opgør:
Juleaften møder Los Angeles Rams på hjemmebane i The Coliseum atter en gang divisionsrivalerne San Francisco 49ers, som vores Rams jo i første spilleuge fik monster-klø af med et nederlag på 0-28… Selvom holdet vandt deres næste tre opgør, var sæsonens første kamp på mange måder et forvarsel på, hvad der ventede Rams i dette første år tilbage i L.A. Angrebet har været ringere end nogensinde, og selvom forsvaret i perioder har spillet fantastisk, har de ikke kunne overkomme angrebets ineffektivitet, ligesom små-skader hen ad vejen har tydeliggjort, at holdet har været for tyndt besat på flere nøgle-positioner. Spillere som især CB Janoris Jenkins og FS Rodney McLeod, som Rams mistede til free agency inden sæsonstart, har fx været savnede i startopstillingen.
Rams har tabt fem kampe i streg, og står nu uden head coach og derfor på dørtærsklen til endnu en genopbygningsfase, der starter umiddelbart efter næste uges sidste kamp i 2016-sæsonen. En ny head coach skal findes, og vi må derefter forvente en stor udskiftning på rosteren. Det ved spillerne, og de spiller derfor ikke bare for æren i aften, men også for at bevare deres pladser på holdet, eller vise gode takter til andre potentielle bejlere i free agency fremadrettet. På hjemmebane burde motivationen derfor være i top – trods en record på 4-10.
Rams har lørdag aften derfor en god mulighed for at få revanche mod et 49ers-mandskab, der ikke har vundet nogle andre kampe siden uge 1. De er i denne sæson i de indledende faser i deres genopbygning med Chip Kelly bag roret. Med en mængde skader til deres største talenter, og usikkerhed og dårligt spil på quarterbackpositionen, har det ikke set godt ud for 49ers i år.
Men det kan altså også hurtigt gå hen og blive en grim kamp. To hold der har spillet dårlig og udisciplineret football mødes i et NFC West divisionsopgør, der i store billede ikke betyder noget som helst, og med en mængde unge spillere på begge mandskaber der, på grund af skader, er blevet givet en chance på banen.
Rams og Whiners har mødt hinanden hele 134 gange gennem historien. Rams har vundet 64, tabt 67 og spillet 3 uafgjort. Det ville være dejligt med en sejr, så vi kan nærme os håneretten i de indbyrdes opgør!
Skader, opstilling og transaktioner:
Rams’ aktuelle skadessituation kan som sædvanlig følges her
Rams ser ud til at være tyndt besat i secondary igen, da nickelcorner Lamarcus Joyner (ankel) og startende safety Maurice Alexander (hjernerystelse) er doubtful til aftenens kamp.
WR Bradley Marquez er desuden blevet placeret på IR. Han har ikke haft en egentlig rolle i angrebet, men har fungeret fint på special teams. Her sidst på sæsonen ryger en del spillere på IR, selv med mindre skader, hvis man ikke mener, at de kan nå at komme tilbage på fuld kraft inden sæsonafslutning, og for at give unge spillere en chance. Det har vi også set hos Rams de sidste uger. Der er derfor løbende justeringer i bunden af rosteren. I denne omgang er HB Aaron Green og WR Paul McRoberts blevet forfremmet fra practice squad. Jeg forsøger at følge med så godt jeg kan her, men det er ikke altid informationen kommer lige hurtigt ud til offentligheden.
De gode nyheder på skadesfronten er, at QB Jared Goff (hjernerystelse) i ugens løb er blevet fjernet fra listen, og derfor starter i aften. QB Sean Mannion er desuden blevet forfremmet til Goffs direkte backup. Også CB E.J. Gaines (lår) og WR Kenny Britt (skulder) er fjernet fra listen, og er således klar til kamp.
49ers har, modsat Rams, haft et hårdt år på skadesfronten med en myriade af alvorlige skader til startende spillere. Blandt mange andre er DE Arik Armstead, LB Ray-Ray Armstrong, den store stjerne LB NaVorro Bowman, C Daniel Kilgore, WRs Quinton Patton og Torrey Smith, samt DBs Eric Reid og Jimmie Ward i årets løb blevet placeret på injured reserve.
Til kampen mod Rams er OT Joe Staley (hammy) og CB Dontae Johnson (lyske) derudover doubtful, mens OC Marcus Martin (ankel) og DT Glenn Dorsey (knæ/ribben) er questionable.
Konklusion:
En Rams sejr til at lukke juleaften af med er slet ikke usandsynlig. Det ville da være en dejlig ekstra julegave! Et nederlag på hjemmebane til et hold der har tabt deres seneste 13 kampe vil til gengæld markere et nyt lavpunkt i en meget skuffende Rams sæson.
Herfra tror vi på en sejr!
Glædelig jul til alle jer derude!