Hard Knocks: Episode 1
Så er det muligt at se eller gense første afsnit af Hard Knocks ganske gratis, da det netop er blevet lagt op på Los Angeles Rams’ officielle hjemmeside.
Tryk lige HER for at afspille.
Jeg kan varmt anbefale showet. Det er yderst interessant og sjovt, og giver et fantastisk indblik bag om vores hold, som man ikke normalt får at se. Man kommer meget tættere på spillere og coaches, får mulighed for at opleve mere af deres personlighed – på godt og ondt – end man normalt har mulighed for gennem de opstillede pressemøder og interviews. Hvad kendte man fx til backup center Eric Kush, før han som sympatisk bonderøv stjal showet som ultimativ tank-top fan?
Det giver også et mere nuanceret billede af training camp som sådan – man kommer tæt på nogle af de problemer, der også kan være på træningsbanen. Ikke alt er altid så rosenrødt, som trænere og spillere ofte giver udtryk for i interviews efterfølgende. Vi får fx et meget godt billede af, hvor svært rookie QB Jared Goff havde det i starten; hvor meget anderledes det er at skulle omstille sig fra et shotgun/spread college-system til et rigtigt NFL-system. Det er jo som at starte helt forfra! Bare det at modtage et snap under center giver store problemer, og at kommunikere spilkald ud i huddlen er tydeligvis en læringsproces. Vi har hørt noget af det før, men at se med sine egne øjne hvor baseline lå – hvad udgangspunktet var – er alligevel overraskende. Rart at se, at Goff lærer hurtigt, er villig til at bruge den tid der skal til, og at der også er hurtig forbedring. Også selvom han ikke ved hvor solen står op og går ned..!!? 😀
Der er naturligvis i showet et stort fokus på head coach Jeff Fisher. Og selvom han er en players coach med masser af humor, er han ikke bleg for at forlange hård disciplin og håndhæve de gældende regler med alvorlige konsekvenser for alle, der ikke kan finde ud af at følge dem. Han har tilsvarende høje forventninger til spillerne, holdet og sig selv, og indgyder tydeligvis stor respekt på træningsbanen og i klasseværelset. Derudover fremstår han som en mand, der absolut ikke er tilfreds med middelmådighed, som kritiske røster ellers er hurtige til at skyde ham i skoene.
Et rigtig godt første afsnit som jeg glæder mig til at se meget mere af! Andet afsnit sendes i aften på HBO i USA, men ligesom i sidste uge lægges det først på Game Pass på fredag. Søndag sendes det så på TV3Sport.